Christine Centeret

Min mor og far blev skilt, da jeg var 4 år. På det tidspunkt havde de to børn, min lillesøster og mig. Min mor blev hurtigt gift igen, og med den nye mand fik hun min lillebror. Fire år efter, da jeg var 8 år, blev hun gravid for fjerde gang, og det var umiddelbart derefter, min stedfar begyndte at udsætte mig for incest.

Det startede med, at han ville hjælpe mig med at lære de tabeller, jeg aldrig kunne i skolen. Når vi havde øvet tabellerne, begyndte han at tage tøjet af mig og røre ved mig over hele kroppen. Jeg skulle lægge mig på min seng, mens han rørte ved mig.

Senere, når min mor var på arbejde eller bare ikke var hjemme, kaldte han på mig, når jeg var ude på legepladsen med de andre børn. Jeg skulle med ham ind i soveværelset, hvor han i forvejen havde lagt et håndklæde parat på sengen. Han klædte mig af samtidig med, at han rørte ved mig og kyssede hele min krop. Herefter bad han mig om at lægge mig på håndklædet, og begyndte så at slikke mig i skridtet. Jeg havde det meget dårligt. Hvad ville min mor ikke tænke, hvis hun vidste hvad der skete. Han lagde sig ovenpå mig og bevægede sig frem og tilbage som ved et samleje. Sådan blev han ved, indtil han "kom" ud over mig. Bagefter sagde han til mig, at jeg aldrig måtte fortælle dette til nogen, og slet ikke til min mor. Det ville gøre hende meget ondt, sagde han. Dernæst blev jeg sendt ud i badeværelset for at vaske mig og så ud at lege igen. Som om ingenting var sket.

De seksuelle krænkelser gentog sig. Mange, mange gange, og nu også andre steder end i soveværelset: I kælderrum, på toilettet og på mit værelse. Og jeg fik det værre og værre.

En dag sad jeg og legede med en veninde på mit værelse. Vi legede med Daisy-dukker og havde det rigtigt sjovt. Pludselig kom min stedfar ind og kaldte på mig. Jeg husker, jeg græd, da jeg gik ud på badeværelset, men han begyndte bare at klæde mig af. Jeg kunne ikke mere. Det føltes, som om mit hoved var ved at springe i tusinde stykker. Hvor meget skulle jeg gå med til for at undgå tæsk?

Selv om min mor blev skilt fra ham, var jeg for bange til at turde fortælle hende, hvad der var sket. Jeg havde lyst til at fortælle det til nogen, men hvem?

De voksne havde ofte sagt: "Hvis du ikke er en sød pige, så ringer vi til politiet. Så kommer de og henter dig, og så bliver du sendt på børnehjem".

Jeg var bange for politiet og ville ikke på børnehjem, så jeg tav. Dertil kom, at jeg var bange for, at nogen kunne se på mig, at jeg havde været i seng med min mors mand, min stedfar. I seng med. FØJ.

Var det min skyld at det skete? Ville min mor hade mig resten af livet, hvis jeg fortalte hende noget? Ville hun tro mig? Ville hun ikke bare blive rasende, give mig en lussing og sende mig i seng? Jeg troede det.

VÆK MED DET. VÆK MED ALT.

Et stykke tid efter min stedfar var begyndt på sine seksuelle overgreb, havde jeg fået sukkersyge. Nu lod jeg bare stå til, og fik den ene syreforgiftning efter den anden.

Jeg kom på også på børnehjem, i familiepleje og talte med psykologer.

Men lige meget hvor jeg var, og hvem jeg talte med, fortalte jeg aldrig nogen om incesten, og måtte i årevis leve alene med min smertelige hemmelighed. Først da jeg blev Femten-seksten år, fortalte jeg en veninde om det. Efter mange år havde jeg endelig fået "luft" og følte, at nu kunne jeg lidt igen. Men fornemmelsen varede kun kort tid. Inden jeg fik set mig om, vidste alle det. Jeg var utroligt såret og skuffet over min veninde. Hun havde jo lovet at holde mund, og jeg stolede på hende. Nu sad jeg så igen med følelsen af at være svigtet. Det var næsten ikke til at bære.

Indtil jeg blev atten år, havde begrebet incest været tabu, også i den offentlige debat. Nu blev problemet pludselig behandlet i aviser, radio og på TV. Dette gjorde, at jeg blev konfronteret med det, jeg ellers havde forsøgt at fortrænge i så mange år.

Det var næsten ikke til at holde ud, men det medførte dog, at jeg følte, jeg måtte fortælle min mor, hvad der var overgået mig. Det var mit håb, at jeg måske så kunne få fred i min sjæl. Jeg ønskede ingen medlidenhed, bare forståelse. Det jeg fortalte, gjorde hende først vred. Derefter spurgte hun, om jeg ikke bare løj, men til sidst sagde hun også, at det trods alt fik hende til at forstå en del af det, der tidligere var sket.

Julefrokosten

Det var jul, og der var julefrokost hos mormor og morfar. Jeg elskede at være ude hos dem. Der følte jeg mig hjemme.

Alt gik godt, og vi havde det rigtigt sjovt. Morfar var ved at drikke mor fuld, og de sad og diskuterede verdenssituationen. Pludselig sagde mor, at hun ikke ville drikke mere. Hun satte sig hen i en lænestol, begyndte at græde og sagde, at hun ikke kunne klare det mere. Jeg prøvede at trøste hende, men det hjalp ikke. Mormor sagde, at jeg bare skulle lade hende være, men jeg havde en utrolig skyldfølelse og sagde, at det var min skyld, at hun sad og græd. Mormor sagde, at det aldrig kunne være min skyld, at mor var ked af det. Hun var bare fuld. Så fortalte jeg dem, at jeg som lille pige var blevet misbrugt af min stedfar, mine brødres far. Mormor var forfærdet. "Hvad siger du"? "Misbrugt"? "Hvordan og hvornår"? Hun så ud, som om hun var blevet ramt af et lyn fra en klar himmel og begyndte at græde. "Og jeg som troede, at sådan noget kun kunne ske hos naboen". Morfar sagde ingenting.

Inde i mit hoved begyndte tankerne at køre ukontrolleret rundt. Jeg skulle aldrig have fortalt det til nogen. Nu havde jeg igen gjort mennesker kede af det. Oven i købet mennesker, jeg holdt af og elskede højt.

Jeg følte mig skyldig og skamfuld, men også rasende og harmfuld. Jeg var blevet udnyttet, krænket, havde mistet min selvtillid og tilliden til andre, væmmedes ved min egen krop, var bange for kærtegn og havde et ødelagt sexliv. Nu skulle jeg igen straffes for noget min stedfar havde gjort mod mig. Han var krænkeren, jeg var offeret. Offeret blev straffet, krænkeren gik fri.

Familien

Selvom familien var chokeret over, hvad jeg havde fortalt dem, fik jeg aldrig den opbakning, jeg havde brug for. Tværtimod begyndte de at snakke bag min ryg og tvivlede åbenlyst på, om det jeg sagde nu også var sandt. Det var som at få en spand koldt vand i hovedet, da min morfar en gang pludselig sagde: "Jeg vil aldrig være alene i stuen med hende mere. Tænk hvad man kunne blive beskyldt for". Den bemærkning gik lige til hjertet og skar. Det var ikke lige det, jeg havde brug for at få at vide.

Der var ingen der ville lytte, når jeg ville fortælle og forklare. Ingen at betro sig til. Kun tavshed, modstand og mistro. Da jeg søgte opbakning for at få mod til at anmelde min stedfar til politiet, vendte de mig alle ryggen.

Kort tid efter, da min mormor døde, besluttede jeg mig for at afskrive familien. Da jeg måtte erkende, at jeg ikke engang kunne stole på min mor, afskrev jeg også hende.

Livet er ikke ligetil

tænker jeg

elskede mine forælder mig?

hvorfor er jeg til?

til tider

ved jeg det ikke selv

Mareridt

Jeg havde haft mareridt i mange år, men det var først da min kæreste vækkede mig om natten, fordi jeg snakkede og græd i søvne, at jeg kunne huske dem. De handlede om, at min stedfar ville slå mig ihjel på mange forskellige måder, fordi jeg havde fortalt nogen, at han havde begået incest imod mig. Mine mareridt tog til, og somme tider blev jeg vækket af min egen gråd.

Engang da jeg var indlagt på hospitalet, var de patienter jeg delte stue med, nødt til at ringe efter natsygeplejersken for at få mig til at falde til ro.

Hjælp

Jeg blev mere og mere deprimeret, og til sidst var jeg ved at bryde helt sammen. Jeg havde kun lyst til at dø og få fred. Jeg forsøgte at tage mit liv flere gange, men fortrød altid i sidste øjeblik. F.eks. undlod jeg at tage min insulin, indtil jeg var lige ved at gå i koma. Men jeg fik altid ringet til Falck i sidste øjeblik. Jeg kom altid til at tænke på de venner, jeg trods alt havde fået, og det holdt mig fra at dø. Den betydning vennerne havde for mig, betød at jeg følte, jeg ikke kunne gøre det mod dem.

Til sidst indså jeg, at jeg var nødt til at få hjælp, og jeg opsøgte derfor min socialrådgiver. Med møje og besvær fik jeg fremstammet hvad der var mit problem. Til min store overraskelse kom det åbenbart ikke bag på hende. Jeg troede ellers, at jeg var så god til at skjule det. Tage en maske på og forsøge at være den glade pige med det gode humør. En pige uden problemer. Men socialrådgiveren kendte åbenbart symptomerne og "gennemskuede" mig. Hun fortalte, at kommunen var ved at oprette en incestgruppe, hvis adresse og kontaktnummer hun ville skrive op til mig.

Umiddelbart efter mit møde med socialrådgiveren, fik jeg besøg af en psykolog fra den incestgruppe, jeg var blevet skrevet op til. Efter samtalen med hende blev vi enige om, at jeg skulle starte i gruppen. Da dagen kom og jeg skulle starte i gruppen, havde jeg imidlertid ikke spor lyst til at fortælle andre om det, jeg ikke engang selv kunne udholde at tænke på. Men det endte alligevel med, at jeg tog derhen, for dybest set ville jeg jo videre med mit liv. Ikke fordi jeg troede, jeg nogensinde kunne komme til at glemme, hvad der var sket. Men jeg håbede på at kunne komme til at leve med det. Jeg forestillede mig også, at det var godt at møde andre i samme situation.

Gruppen modtog mig som den person jeg var, og blev snart som en lille familie for mig. Møderne startede altid med, at man fortalte om, hvordan man havde haft det siden sidst. Hvad der var sket, og hvad man følte. Man bestemte selv, om det var gode eller dårlige oplevelser, man ville fortælle om, og det var op til en selv, hvor meget man havde lyst til at fortælle. Derefter blev vi enige om, hvilke specielle problemer alle skulle snakke om og diskutere. Hvis nogen havde nogle akutte problemstillinger, tog vi fat på dem først. Det var mange gange meget hårdt at fortælle om ens eget incestforhold, men det var også hårdt at høre om de andres. Vi græd og oplevede mange smertefulde ting sammen, og det var derfor helt nødvendigt, at vi kunne stole på hinanden. De to psykologer der var tilstede var meget dygtige til at lede møderne, og dette var også medvirkende til at vi fik meget ud af det. For at få det hele lidt på afstand inden vi gik hjem fra møderne, sluttede vi altid af med en times fællesspisning.

To gange om året var vi på kursus. Vi tog afsted i tre dage, og det betød, at vi havde den tid til rådighed, som vi havde brug for. Vi snakkede, så videofilm om incest, lavede øvelser og ikke mindst oplevede vi hinanden privat. Om aftenen hyggede vi os med forskellige lege og havde det virkeligt morsomt. Vi udvekslede telefonnumre, så vi også kunne mødes privat uden for de ugentlige møder og de halvårlige kurser.

Ved at være i gruppen lærte jeg at genvinde tilliden til mig selv. At blive vred, når jeg var vred. At blive ked af det, når jeg var ked af det. At give mennesker et knus, når jeg ville vise dem, at jeg var glad for dem.

I gruppen lærte jeg også noget om de typiske symptomer som følger af incest:

- at væmmes ved sin egen krop

- at have skyldfølelser

- at have skamfølelser

- at mangle selvtillid

- at man ikke kan stole på andre

- at være ude af stand til at kunne sætte grænser

- at føle sig svigtet

- at føle sig mindreværdig

Desuden lærte jeg noget om incestens historie, og noget om de familieforhold og mønstre, der kan føre til incest.

Jeg mener også, at det er vigtigt at sige, at man ikke skal gå i terapi, før man selv føler sig parat til det. Går man ind i et terapeutisk forløb for tidligt eller mod sin vilje, er jeg sikker på, at det skader mere end det gavner. Jeg var parat da jeg startede i gruppen, og lærte derigennem at udtrykke mine følelser og tanker. Jeg "fik luft", fik selvtillid og lærte at sige til og fra. Pludselig var jeg ikke bare svag mere, men kunne føle mig stærk. Jeg begyndte at kæmpe for tingene i stedet for altid at opgive på forhånd eller give efter. Jeg holdt op med at lade andre styre mit liv, og begyndte at tage ansvaret for mig selv.

Politianmeldelsen

Jeg havde besluttet mig for at anmelde min stedfar til politiet. Ikke for at få hævn, men for at undgå, at han gjorde andre ondt. Jeg ønskede ikke, at han var skyld i, at andre skulle opleve det samme som jeg. Jeg følte derfor, det var min pligt at anmelde ham.

Jeg var bange, og det var bestemt ikke en let beslutning. Jeg henvendte mig derfor først til Advokatvagten for at høre, hvordan jeg skulle forholde mig. Var det f.eks. for sent at anmelde ham så mange år efter det skete? Det viste sig, at det var det ikke, men alligevel kom jeg i tvivl. Ville jeg have styrke nok til at "stå det igennem", eller ville det vise sig, at jeg var for svag? Til sidst tog jeg mig sammen og gik til politiet.

Først henvendte jeg mig til en mandlig politibetjent ved skranken. Han afhørte mig og spurgte mig kort, hvornår incesten havde fundet sted, hvad min stedfar hed osv.. Derefter fik jeg at vide, at de ville kontakte mig. Jeg kan huske, at jeg rystede over det hele. Jeg svedte, hakkede i det og faldt over ordene da jeg talte. Efter det var overstået, trængte jeg bare til at komme ud og få frisk luft. Der gik ikke lang tid efter anmeldelsen, før jeg fik et brev om, at jeg skulle komme til afhøring.

Det var svært at blive afhørt. Ikke fordi det var en mandlig politiassistent, der afhørte mig, han var både sød og forstående, men fordi jeg lige pludselig skulle fortælle det hele igen, og denne gang i detaljer med datoer og det hele. Jeg skulle vise ham mine gamle dagbøger og læse op af dem. Det kunne jeg ikke klare. Det var for svært, og jeg græd og måtte aflevere dagbøgerne til ham, så han selv kunne læse dem.

Min mor og min barndomsveninde blev også afhørt, og naturligvis min stedfar. Han nægtede naturligvis det hele og sagde, at han altid havde haft et godt forhold til os børn. Alt det jeg påstod var løgn, sagde han. Selv om jeg egentlig havde forventet hans benægtelser, blev jeg alligevel utrolig vred og ked af det.

Til sidst i forløbet underskrev jeg min vidneforklaring, men fik samtidigt at vide, at jeg ikke måtte føle det som et nederlag, hvis der ikke blev nogen retssag ud af det. Politiet oplyste mig samtidig også om, at jeg kunne forsøge at få erstatning. Jeg forklarede dem, at jeg ikke var ude efter erstatning, men blot ønskede at forhindre ham i at gøre andre fortræd i fremtiden.

Der blev ingen retssag. Der kom et brev om, at retten havde afvist min sag på grund af manglende beviser, og at jeg kunne anke kendelsen inden 3 uger. Jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, og overvejede om jeg kunne inddrage flere vidner, men opgav til sidst. Jeg orkede ikke at kæmpe videre alene. Godt nok havde jeg støtte fra min kæreste og mine svigerforældre, men det kunne aldrig blive det samme som hvis jeg havde haft opbakning fra min egen familie. I det hele taget var jeg meget misundelig på alle dem, der havde gode forældre. Forældre man kunne komme hjem til og føle sig tryg ved. Forældre, der støtter og hjælper en, når der er brug for det. Sådanne forældre havde jeg ikke, og det måtte jeg leve med, selvom det var svært at acceptere.

Savner et sted at føle mig tryg

et hjem

hvor man bare kan komme

føle sig velkommen

men for mig

er det bare

en drøm

Bange for svigt

Mange mennesker har spurgt mig, hvorfor jeg ikke har fortalt flere om, at jeg har været udsat for incest i min barndom. Fortalt det til nogle voksne, der havde min fortrolighed. Sandheden er, at jeg var bange. Bange for at blive svigtet igen. Min erfaring med voksne var jo netop, at jeg ikke kunne stole på dem. De voksne, mine forældre, der skulle passe på mig og beskytte mig, var dem, der svigtede mig, dem jeg ikke kunne stole på. Jeg mistede derfor troen på voksne, og byggede derfor en mur op omkring mig. En beskyttende, usynlig mur, som ingen kunne trænge igennem. Inden for muren var min verden, min hemmelighed.

At have været udsat for incest, betød at jeg aldrig fik mulighed for at leve en normal barndom. Jeg var tidligt tvunget til at klare mig selv. Mine forældre tog ikke ansvaret for barnet, så barnet måtte selv tage det fulde ansvar. Jeg kunne ikke regne med de voksne, så derfor måtte jeg selv være voksen. Jeg blev et voksent barn. At være et voksent barn når man er lille, har de omkostninger, at man ikke lærer de ting, som børn skal lære som børn. Ikke mindst det at kunne have tillid til andre.

Det man ikke lærer i barndommen, er svært at lære som voksen. Mange ting har derfor taget mig lang tid at lære som voksen, og mange ting har jeg ikke lært endnu.

Det er klart, at nogle af de områder i livet, der har været meget berørt af min incestuøse fortid er seksualitet, kærester og parforhold. Forholdet til mine første kærester varede sjældent mere end tre måneder. Jeg vidste ikke selv hvad der gik galt, hvad jeg gjorde forkert. I mit sidste forhold besluttede jeg imidlertid at fortælle min kæreste, at jeg havde været udsat for incest. Så forstod han bedre, at jeg kunne opføre mig mærkeligt, når han gjorde ting, som blot mindede om noget af det, min stedfar havde gjort. Vi fik snakket om det, og byggede så derfra langsomt vores sexforhold op. Det betød også, at min tillid til ham stille og roligt begyndte at vokse. I det hele taget mener jeg, at det er vigtigt, at man får talt med sin partner om sexlivet. At man får sagt hvad man ikke bryder sig om, men også fortæller, hvad man gerne vil have den anden gør, og hvad der føles dejligt. Ikke mindst for incestofre er det vigtigt at huske på, at kærester og andre ikke er tankelæsere.

Ingen hævn

Mange incestofre ønsker hævn over dem, som misbrugte dem. Nogle mener de skal have nosserne skåret af, eller det der er værre. Jeg har ikke den holdning. Jeg mener de skal tvinges til at få psykologhjælp og tvinges til at få at vide, hvordan de ødelægger børns liv. Hvis dette ikke hjælper dem, bør de kastreres. Jeg ved det lyder hårdt, men det er nu min mening, at det er nødvendigt, at krænkeren stoppes. Intet menneske har fortjent at blive udsat for incest.

Livet nu

Jeg er nu kommet så langt i arbejdet med mig selv, at jeg kan hjælpe andre.

I dag arbejder jeg i Foreningen Mod Incest og på Christine Centret, som er et rådgivningscenter og værested for seksuelt misbrugte i Århus. Her kan mennesker, der har været udsat for forskellige former for seksuelt misbrug, henvende sig anonymt. Sammen med en socialrådgiver er vi nogle frivillige, der tilbyder vores hjælp, når folk henvender sig. Vi mener, at det er vigtigt, at seksuelt misbrugte, udover de professionelle behandlere, også får lejlighed til at bearbejde deres problemer sammen med andre, der har personlig erfaring. Ud over arbejdet i centret, tager jeg også ud og holder foredrag om incest.

Takket være professionel hjælp og gode venner, føler jeg i dag, at jeg er kommet igennem de værste mareridt og har lært at leve livet som det er.

Mit liv er nu ved at forme sig

for

jeg er ved at have glemt dig

er ligeglad

hvad andre tror

er ved at få læget

de dybeste sår