Christine Centeret

Da jeg for alvor gik i gang med at arbejde med incesten, følte jeg mig meget ensom. Jeg fik meget hjælp og forståelse fra terapeuten, men jeg savnede nogen at snakke med i hverdagen, som vidste hvad det handlede om.

Mine venner var meget søde, men ting, som de sagde, skræmte mig meget. Det var tydeligt, at de ikke vidste noget om hvad incest gør med den enkelte. Selv om jeg godt kunne sige, hvad det gjorde for mig, følte jeg at mine ord ikke havde nogen vægt. Det medførte, at jeg var skræmmende ensom i min kamp for at komme igennem bearbejdelsen.

Min partner brugte heller ikke tid på at læse noget om det. Jeg savnet blot at kunne tale med nogen i mine omgivelser, der havde indsigt i emnet. Ikke at de skulle være nærmest professorer eller det, der ligner. Nej, blot det at jeg kunne mærke, at de vidste noget om det, ville have styrket mig og gjort mig mere tryg.

Vi havde nogle gode venner, der viste meget medfølelse. Det var godt. Problemet var blot, at de ikke vidste noget om incest og heller ikke gjorde noget for at indhente viden om det. Ofte kunne de ikke fatte, at jeg havde det så dårligt og at det ikke snart gik over. Men bearbejdelse af incest tager sin tid.

Gennem terapien blev jeg stærkere. Jeg blev langt bedre til at udtrykke ønsker og behov. Ind i mellem stiller jeg også krav til omgivelserne. Jeg har nu fået min partner til at læse om emnet, hvilket også har medført, at jeg nu oplever større forståelse fra hans side. Mit ønske er at blive set på som en sej og stærk overlever og ikke som en der drukner i offerrollen. Det, der er brug for under bearbejdelsen, er accept og forståelse. Ynk og medlidenhed duer ikke.

Jeg er glad, fordi jeg valgte at tage arbejdstøjet på og gå i terapi. Et langt og sejt træk var det. Alene og ensom på vejen var jeg nok ofte. Alligevel var det det hele værd. Det var ingen, der kunne gå den vej for mig. Jeg måtte gå skridtene selv! Det ville nok have været en hjælp for mig, om min partner og venner havde læst noget om emnet. Det ville have været nemmere at snakke med dem. Jeg ville have oplevet det som en "kærlighedserklæring", hvis de tog sig tid til at orientere sig om incest.