OM OS

Gratis, anonym rådgivning og samvær med andre

Christine Centeret er en café og et værested, der er åben for kvinder, mænd og pårørende til seksuelt misbrugte voksne. I vores café kan du fire gange om ugen møde andre seksuelt misbrugte under afslappede forhold. Du er altid sikret fuld anonymitet.

Hvem er vi?

Vi er to fastansatte på Christine Centeret; Mette Løvstad er daglig leder og Tine Dannerfjord er socialrådgiver. I øjeblikket har vi 13 frivillige tilknyttet centret. Flere af de frivillige har en eller anden form for terapeutisk erfaring eller socialfaglig baggrund, og mange har selv oplevet eller på anden måde været berørt af seksuelt misbrug.

Hvem er vores brugere?

I 2016 havde vi 1050 besøg, flest fra region Midtjylland. 15 % af dem var mænd og resten kvinder, hver med deres kulturelle og sociale baggrund. På en typisk caféaften mødes mellem 3 og 15 mennesker til kaffe, snak og muligheden for personlig, anonym rådgivning fra vores socialrådgiver Tine eller fra erfarne frivillige. Alle frivillige og ansatte har selvfølgelig tavshedspligt.

Vi er en del af CSM Midt Nord – Center for seksuelt misbrugte

Christine Centeret er den frivillige del af Center for seksuelt misbrugte – CSM Midt Nord – der dækker Midt- og Nordjylland. CSM Midt Nord er en selvejende institution, der finansieres af satspuljemidler fra Ministeriet for børn, integration, ligestilling og sociale forhold.

Hos behandlingssektionen i CSM Midt Nord kan du få psykologisk rådgivning og behandling, når du har været udsat for seksuelle overgreb i barndom eller ungdom.

Du kan se en oversigt over andre støttecentre her.

For brugere

For pårørende

Bliv frivillig

For fagfolk